Når man er udsat for psykisk vold vil man med tiden udvikle en sikkerhedsadfærd (det kan også kaldes for en copingmekanisme) som hjælper en med at overleve i volden.
Sikkerhedsadfærden beskytter en mod volden. Det er den bedste metode som er tilgængelig for en på det tidspunkt, hvor volden finder sted for at man kan komme igennem situationen.
Den kan tage mange former, og mens sikkerhedsadfærden hjælper overlevelsen på kort sigt, så er den med til at fastholde en i det voldelige forhold på langt sigt.
Billedet viser eksempler på forskellige former sikkerhedsadfærd kan tage. Der findes mange flere, og de enkelte kan komme til udtryk på forskellige tidspunkter i det voldelige forhold.
Kendetegnende for sikkerhedsadfærd er, at den både hjælper og forhindrer.
Fx er det typisk at voldsudsatte isolerer sig som en mekanisme til at beskytte sig selv, eventuelle børn og reducere volden. Isolation er dog også medvirkende til at fastholde en i volden.
De som eventuelt kunne hjælpe en ud af volden har man ikke længere kontakt til. Dette medfører, at man kan føle sig meget alene og isoleret, hvilket igen leder til en følelse af magtesløshed og fastlåsthed, hvor der ikke er en vej ud af volden.
Ofte vil sikkerhedsadfærden fortsætte længe efter at den psykiske vold er ophørt. Der kan gå mange år, før de gamle vaner er erstattede af nye.
Det er heller ikke så simpelt som bare at bryde en gammel vane. Hele ens system har lært at sikkerhedsadfærden er nødvendig for overlevelsen. Kroppen, tankerne, følelserne og adfærden skal alle lære at den gamle sikkerhedsadfærd ikke længere er nødvendig.
Nervesystemet skal finde ro igen, selv når det mødes af triggere. Følelserne skal lære at det er trygt og sikkert at være til. Tankemønstre skal brydes og erstattes med nye, og der skal findes bevidsthed om adfærden så en mere hensigtsmæssig adfærd kan vælges.
Sikkerhedsadfærden skal mødes med accept og taknemmelighed, for den har hjulpet en med at overleve. Før kan der ikke ske forandring.
“The curious paradox is that when I accept myself just as I am, then I can change.” – Carl Rogers
Frit oversat:
“Det forunderlinge paradoks er, at når jeg accepterer mig selv lige som jeg her, så kan jeg skabe forandring.”